Hvad gør man, når man ikke kan gøre noget?

I Danmark er flere offentlige byggerier i gang, og hver eneste dag bliver borgere påvirket af dem. De ofrer deres private ejendom, for at samfundet kan udvikle sig. Sådan har det været i århundrede. Mellem Ishøj og Lyngby skal Hovedstadens Letbane bygges, hvor flere borgere ofrer både stort og småt.

Af Johannes Skjøth, Henning Andersen, Niels Christian Juul Dejgaard og Simon Egeskov

Ishøj Station er en kombination af en togstation og et indkøbscenter. Praktisk bliver man ledt forbi nogle af centrets fristelser, inden man står på en busholdeplads foran den store grå  stationsbygning. Udefrakommende kender det måske bedst for at være sidste stoppested inden det populære kunstmuseum Arken, som ligger i øst med udsigt ud over bugten. I dag skal jeg ikke se på kunst. Jeg skal se på anlægsarbejde. 

For det er i Ishøj, fortællingen begynder. Fortællingen om et anlægsprojekt til mere end seks milliarder kroner. Hovedstadens Letbane, som skal køre fra Ishøj i syd mod Lundtofte i nord rundt om København. Som i 2024 skal strække sig over 28 kilometer. Men indtil da er det tungt anlægsarbejde gennem alt fra socialt boligbyggeri over industrigrunde til rækkehuse og villakvarterer.

Det er gråt, vådt og ruskende, da jeg sætter cyklen i bevægelse. Først ud igennem Ishøj By og så op på cykelstien, som løber langs Ring 3. I Ishøj og omegn er det svært at forestille sig, hvor mange mennesker letbanebyggeriet kommer til at genere, tænker jeg, mens jeg kigger østover markerne og helt ud til vandet. Her er hverken tæt befolket eller trafikeret, her halvtidligt på en hverdag. Men der går ikke længe, før det tætner.

Først igennem Vallensbæk Strand, hvor det eneste, der står mellem cykelstien og folks baghaver, er et støjværn mod lastbilernes brummen. Så dukker de første tegn på det tidlige anlægsarbejde op. Træer er revet op med roden og store kabler ligger i dybe huller. I den modsatte side af vejen tårner det sociale boligbyggeri Vejlegårdsparken sig op. Her får de førsteparkets udsigt til anlægsarbejdet de kommende år.

Jeg fortsætter min tur langs den kommende letbane under Køge Bugtmotorvejen og videre mod Brøndby. Her er næste strækning lang, flad og grøn. Et område, som udover en golfbane ikke er bebygget eller beboet. Sådan fortsætter det længe. Så over en togbane efterfulgt af broen over Holbækmotorvejen, inden det bliver tættere og tættere, og jeg får sværere ved at forestille mig, hvordan en letbane skal klemme sig ind her.

Fortællingen om Letbanen

Når politikerne beslutter, at der skal bygges en togstrækning gennem 28 kilometers tæt befolket område, er det uundgåeligt, at det vil påvirke menneskene langs ruten. Og mange steder vil det endda gå ud over deres grundlovssikrede rettigheder. 

Grundlovens §73 beskriver hvordan “Den private ejendomsret er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom uden hvor almenvellet kræver det”. Det her er fortællingen om, hvad der sker, når den private ejendomsret bliver krænket, fordi almenvellet kræver det. Med andre ord historien om dem, der tager en for holdet. Én for samfundet.

I sidste ende er det borgerne, der betaler prisen for nye anlægsprojekter. Nogle betaler en højere pris end andre. De fleste kvitterer over skattebilletten, mens andre må leve med gener fra byggeriet og det færdige byggeri, eller at deres have bliver forvandlet til en byggeplads i årevis. I værste tilfælde kan borgeren tvinges til at flytte helt. Det hedder en ekspropriation. Et tvangsmæssigt indgreb, hvor man er tvunget til at sælge enten dele eller hele sin ejendom til staten.

Mange store anlægsprojekter møder stadig større folkelig modstand i lokalområderne, uanset om anlægsarbejdet er logisk eller ej. Men hvilke følelser står man med som borger, når staten og kommunen banker på og kræver din private ejendom? Det er indtil videre sket ved 425 ejendomme, langs Københavns nye Letbane.

Letbanen tur-retur

I starten af 2014 vedtog Folketinget lov nr. 165. Loven giver Hovedstadens Letbane I/S lov til at bygge en letbane, der går fra Lundtofte nord for København til Ishøj på den københavnske vestegn. Letbanen skal fungere som en moderne sporvogn, hvor skinnerne ligger imellem de to vejbaner.

Letbanen skal stoppe 29 gange under turen fra Ishøj til Lundtofte. Selskabet bag letbanen forventer, at det nye offentlige transportmiddel vil fragte mellem 13 og 14 millioner mennesker fra A til B om året. Til sammenligning rejser cirka 10 millioner passagerer om året med Kystbanen.

Hovedstadens Letbane ejes af Region Hovedstaden og kommunerne langs ruten. Tidligere har staten også været en del af ejerkredsen, men trak sig fra selskabet i 2018. Staten står dog ved sin investering på 1,8 milliarder kroner i projektet, der er budgetteret til 6.2 milliarder kroner.

Letbanen kommer i sagens natur til at påvirke det daglige liv hos mange mennesker i Københavns forstæder, både før, under og efter anlægsperioden. 

Ifølge en opgørelse fra Københavns Letbane bliver mellem 500 og 600 ejendomme totalt set berørt af ekspropriationer. Derudover kommer staten til at tage dele af 400 forskellige grunde langs ruten.

Tabel over eksproprieringer pr. kommune. KILDE: Københavns Letbane

Derudover bliver cirka 200 ejendomme belagt med servitutter, hvilket vil sige, at Region Hovedstaden og de kommuner, der er en del af byggeriet, får nogle rettigheder i forhold til ejendommen.

Ifølge Københavns Letbane, skal særligt mange ejendomme i  Brøndby og Gladsaxe Kommune ofre sig i anlægsarbejdet. I Brøndby Kommune skal mellem 85 og 90 ejendomme både afgive midlertidigt og permanent areal. 

Startskuddet til selve byggeriet lød 19. juni 2019, da det første spadestik til letbanens vedligeholdelsescenter blev taget i Glostrup.

I midten af juli i år begyndte byggeriet så. Første spadestik blev til i Glostrup, hvor Letbanens vedligeholdelsescenter skal ligge.

Det er et overgreb

Længere nordpå, på Buddingevej i Lyngby ligger en gruppe rækkehuse, der ligner klassiske engelske byhuse.

To rækker af de engelsk-inspirerede huse deles af en to-sporet trafikeret vej. Om nogle år bliver to spor til tre. I midten af vejen skal der køre et tonstungt jerntog – Hovedstadens Letbane.

Anlægsarbejdet er ikke gået i gang på vejen, men borgerne er allerede ved at forberede sig på den ændring, som Letbanen bringer.

Én af borgere på Buddingevej, er Jan Nielsen. Han er ikke i tvivl om, at han bliver generet af Letbanen, når den står færdig. Han er ikke glad for, at han skal have gene af et byggeri, han ikke mener har nogen berettigelse i Lyngby Kommune.

“Det er et overgreb. Det er et direkte overgreb på mig. Det er at gribe ind i min hverdag. Vi får intet ud af Letbanen i Lyngby, og jeg har ikke følt, jeg har fået et ord indført,” fortæller Jan Nielsen.

Vi møder ham i hans hjem, hvor han ivrigt trækker os hen foran vinduet og fortæller om letbanen.

Han viser os, hvor letbanen skal være, og hvor masten, der skal holde kablerne til letbanen, skal stå i skellet til naboen til venstre. 

Og så viser han os hvilke fliser, han har ‘passet’ i sin indkørsel for kommunen siden 1988, og som de nu vil inddrage.

Da vi sætter os ind til bordet for at få en snak om Københavns Letbane, har Jan forberedt sig til snakken. Han har printet en oversigt over letbanens placering i sit boligområde, som han har fundet på letbanens hjemmeside. En sort streg på kortet viser, hvordan Letbanen vil skære igennem boligområdet langs Buddingevej.


Jan Nielsen bruger dagligt timer på at undersøge, hvordan Letbanen i stedet burde placeres. FOTO: Johannes Skjøth

Jan Nielsen bor på den ‘heldige’ side af vejen. Letbanen bliver nemlig bygget foran rækkehusene på den anden side. Men alligevel kommer det store tog af jern til at genere ham, fordi hans hus ikke er bygget til at være nabo til en letbane.

“Da mit hus blev bygget mit hus i sin tid, støbte man kun et betonfundament på 10 cm. Man kan høre det inde i huset, når nogen blot løber på fortovet. Jeg frygter, at det vil føles som om, der er et tog, der kører gennem min stue, når en 50 ton tung letbane skal køre i døgndrift foran mit hus. Jeg ved ikke engang, om mit hus kan holde til det uden at slå revner,” fortæller Jan Nielsen.

Det er ikke kun på grund af støj, at Jan er modstander af Letbanen. Buddingevej er en del af Ring 3-vejen, hvor Letbanen skal bygges. 

Hvor man flere steder på Ring 3 kan udvide vejen og gøre plads til det ekstra letbanespor, så bliver vejen foran Jans hus ensrettet og giver ham længere kørsel, når han skal rundt i byen. Han frygter også, at alle de samlede gener kan få konsekvenser for hans økonomiske situation.

“Min pensionsopsparing er bygget i de her sten. Jeg er bange for, at mit hus falder så meget i værdi, at jeg sidder med et hus, jeg ikke kan sælge. Jeg kan måske ende med at blive stavnsbundet,” lyder det fra Jan.

Det er ikke altid let at få et ord indført over for Jan, der er tydeligt gennemsyret af had over for Letbanen. Han er pensionist, og han bruger to-tre timer dagligt på at orientere sig om andre muligheder for, hvor Letbanen i stedet kunne anlægges, så den ikke skulle køre forbi hans hus og centrum af Lyngby.

Jan købte huset i Lyngby for 21 år siden, og det ligger 12 kilometers kørsel fra Rådhuspladsen i hjertet af København. Han havde ikke regnet med, at Lyngby så hurtigt ville blive en del af den konstant voksende infrastruktur, der hører med til en populær storby.

“Hvis man skal udvikle samfundet og bygge infrastruktur, så skal man for det første bygge ting ordentligt. Da jeg købte huset, var det ikke med en forestilling om, at man skulle bygge en letbane lige uden foran mit hus. Vi flyttede herud, fordi det var et roligt og grønt område. Det var frit for storbyens larm og forurening. Den sidste sporvogn blev nedlagt i 1972 i Danmark. Jeg havde ikke regnet, at de ville indføre oldnordisk teknologi igen,” fortæller Jan.

I sine arbejdsdygtige år har Jan selv beskæftiget sig med logistik, og han har mange overvejelser og meninger om, hvilke problemer letbanen vil medføre, og hvor man i stedet skulle have bygget den.

Selvom anlægsarbejdet ikke er begyndt her endnu, og han kan nyde synet af en letbane-fri Buddingevej lidt endnu, har han ingen forestilling om, at han ændrer holdning til byggeriet.

“Vi er ikke blevet hørt som borgere, og så er det svært at acceptere beslutningen om letbanen. Vi burde have haft mulighed for at blive hørt – i stedet fik vi den færdige løsning. Det er kommunerne, der har bestemt det, og de partier, der gik til valg på at være imod Letbanen svigtede os, der havde stemt på dem,” slutter Jan Nielsen.

Jan er én af de mange borgere, der bliver påvirket af Letbanen og byggeriet af den. Støj, mulighed for økonomisk smæk og begrænsede trafikmuligheder er en del af den pris, som nogle må ofre for at skabe udvikling og infrastruktur.

Budbringeren

Når staten skal anlægge et stort projekt som Letbanen, er de nødt til at skaffe plads. Den plads, de skal bruge, tilhører ofte borgere, som i sidste ende skal give afkald på jorden mod økonomisk kompensation. Den proces hedder en ekspropriation. Det er fastsat ved lov, hvordan en sådan konkret skal foregå.

Kommissarius ved Statens Ekspropriationer. Det lyder lige så alvorligt, som det lyder tørt. Der er to af dem i Danmark, en for Jylland, og en for øerne, som dækker alle kommuner øst for Lillebælt. Sammen er deres opgave, at laven om ekspropriation bliver overholdt. Det er små selvstændige institutioner under Trafik- og Boligministeriet.

Helle S. Andersen er Kommissarius. Det vil sige, at hun både er formand samt leder af kommissionens arbejde.

”Nogle gange tænker man, at når der kommer en ekspropriationskommission, så kommer vi som en tyv i natten. Som om, det er meget voldsomt”, siger hun.

Kommissionen er altid ude og godkende et stykke jord, inden Staten kan ekspropriere det. Det sker typisk et år eller to inden den egentlig ekspropriation. Her har kommissionen gennemgået de berørte borgeres grund med dem, og de har haft muligheder for at komme med konkrete indvendinger.

”Det kan være helt lavpraktisk ned i en have, hvor vi kan sige til Hovedstadens Letbane, de skal holde sig fra rhododendronbedet”.

Fra kommissionen første gang ser stederne, der måske skal eksproprieres, til de rent faktisk kommer og eksproprierer, er der flere undersøgelser og borgerhøringer. Det gør, at folk, ifølge Helle S. Andersen, er forberedte, næste gang de møder borgerne.

”Tit og ofte, når vi når til ekspropriationstidspunktet, så har borgerne måske accepteret, det er vilkårene. Så nu handler det om, de vil have mest mulig erstatning”, fortæller hun.

Helle S. Andersen rejser sig entusiastisk fra mødebordet, hvor vi sidder  og rasler med noget stort ved sit skrivebord i den anden ende af lokalet.

”Ja, det ser lidt voldsomt ud”, siger hun, mens hun lægger en enorm planche ud på bordet foran os.

Det er et landkort, som viser hvor forskellige grunde går fra og til. Tværs over er der markeret streger i forskellige farver.

”Så går vi om i haven med det her store kort og finder de pågældende flag, der gerne skulle vise, hvad der var gult, og hvad der var grønt på kortet. Det betyder så, at hegnet ryger her, og der er måske et æbletræ, der ryger der”, siger hun.

Med ude hos borgeren ved ekspropriationen er også Hovedstadens Letbane, som står for hele byggeriet. De går sammen med borgeren og kommissionen og kigger grunden igennem og ser de steder, som skal eksproprieres.

Herefter går kommissionen op i et rullende kontor, som de kalder det. En lille bus med et konferencebord. Her sidder Hovedstadens Letbane og Kommissarius så og debatterer, hvad borgerens erstatning skal være.

”Vi har ikke en taksttabel, men en masse principper vi skal bruge. Det er altid en konkret vurdering. Det er klart, hvis man har givet noget inde ved naboen, og det her minder om det samme, så er det jo nogenlunde på niveau”, fortæller hun.

Grunden til, at Hovedstadens Letbane er inde over ekspropriationsprocessen er dels, at de konkret skal udføre byggeriet, men samtidig er det dem, der betaler erstatningen til de borgere, der er berørt af arbejdet.

Når kommissionen og Letbanen har diskuteret erstatningen på plads, præsenterer de det så for borgeren.

”Det er en lille smule Hjallerup Hestemarked, kan man sige. Hvis begge parter synes, det lyder egentlig ganske fornuftigt, så skriver man under og lukker den dér”, afslutter Helle S. Andersen.

Det øde område

Tilbage på cyklen er jeg nået til Glostrup, hvor der er huse på hver side af Ring 3, og et støjværn kæmper indædt mod motorstøjen. Og snart også mod anlægsarbejdets maskineri.

Flere steder i Glostrup er byggeriet allerede begyndt. Anlægsarbejdere er i fuld gang med at lægge strøm og andre ledninger langs vejen, så der er plads til at bygge Letbanen. 

Det resulterer i en stor voldgrav, der skærer igennem folks haver uden det, der ligner det store hensyn til, hvor tæt graven er på folks huse, eller hvor meget af deres have, voldgraven tager.

Man kan næsten fornemme, hvordan husene på samme tid har fået beskeden om, at dele af deres ejendomme skal eksproprieres, og at de det sidste stykke tid har skulle acceptere gravkoen, der kom og gravede deres haver op, om de var enig i beslutningen eller ej.

Til syne for hele Ring 3 kan bilister se, at disse mennesker har givet noget af deres ejendom for at tjene samfundets bedste.

Videre fra Glostrup kommer jeg pludselig til et område, hvor der i et par kilometer er fuldstændig mudret til til højre for cykelstien og 20 meter ind til et skovområde, hvor der også er beboelse. 

Det minder om en Sydamerikansk ryddet regnskov, som også fældes til fordel for andre interesserer. På Ring 3 er disse ‘andre interesser’ en 28 kilometer lang letbane.

Indtil videre har anlægsarbejdet ikke fyldt så meget på min cykeltur, så det store område med mudder gør mig i tvivl, om det overhovedet stadig er anlægsarbejdet til Letbanen, der er skyld i det raserede naturområde. 

På et stort område langs Ring 3 er anlægsarbejdet allerede i gang. FOTO: Niels Christian Juul Dejgaard

I mudret går en mand alene rundt i mudderet i en orange keddeldragt. Jeg spørger ham om, hvad der bliver bygget her.

“Det er vist noget med en letbane,” svarer han.

Jeg når lige at tro, at han svarer mig sarkastisk, fordi jeg selvfølgelig burde vide, at det opgravede skovområde er på grund af letbanebyggeriet. Men der går ikke længe, før han tilføjer:

“Jeg ved ikke så meget om det, jeg er bare ved at rykke noget strøm.”

Her i november måned er alting lidt gråt at se på langs Ring 3, og selvom det ikke regner for alvor, så regner det alligevel altid lidt. Mod Herlev er der ikke meget bebyggelse, der bliver påvirket af byggeriet, og her kommer Letbanen ikke til at påvirke meget andet end trafikken.

Det er ikke tilfældet på den sidste del af ruten, hvor der er en masse boliger og en stor mængde mennesker, der vil blive påvirket af byggeriet. En masse mennesker vil blive stillet over for det samfunds-etiske spørgsmål, der opstår, når grundlovssikrede rettigheder sættes til side for samfundets bedste.

Et ulige magtforhold

Letbanen på Ring 3 er blot et af utallige eksempler på, at befolkningen oplever gener og må give eller ofre noget for samfundets bedste. Udover de penge, som skatteyderne finansierer de offentlige byggerier med, opstår der et yderligere dilemma, når staten, regionerne eller kommunen kræver, at borgerne ofrer sig yderligere for at tilgodese samfundets interesser.

Der er flere måder at blive påvirket af Letbanen på fra alt fra støjgener til den yderste konsekvens, som er at ens hus bliver revet ned i en ekspropriation. I forbindelse med Hovedstadens Letbane på Ring 3 er der ifølge Københavns Letbane mellem 500-600 ekspropriationer. Af disse ekspropriationssager er der forskel på, om det er et helt hus, der skal rives ned, eller om det er en håndfuld kvadratmeter, der skal lejes ud, mens byggeriet står på.

Fælles for de sager er, at kommunen krænker den private ejendomsret, der ellers ifølge grundloven er ukrænkelig. Dog får borgerne selvfølgelig en økonomisk kompensation fra staten. Martin Mose Bentzen er lektor i videnskabsteori på Danmarks Tekniske Universitet. Han har studeret de filosofier, der er bag videnskabens og samfundets udvikling og etikken i udvikling af samfundet.

“Når samfundet skal udvikle sig, og det går ud over nogle individer, vil der altid være et dilemma mellem individets ret til deres privatliv stillet over for flertallets gode. Hvis man i et samfund kun kigger på at maksimere flertallets interesse, er det måske korrekt ikke at gå så meget op i sikringen af privatlivet. Men som filosoffen Immanuel Kant sagde, så må man ikke bruge andre som middel, hvis de ikke bliver betragtet som mål,” fortæller Martin Mose Bentzen.

Tidligere i fortællingen mødte vi Jan Nielsen fra Lyngby, der var én af de borgere, som ikke følte, at samfundets fortjeneste ved Hovedstadens Letbane vil blive stor nok, til at hans gener på hans private ejendom blev retfærdiggjort. Han følte, at kommunen har begået et overgreb på ham ved at beslutte letbanen, fordi han ikke er blevet hørt i beslutningen om at anlægge letbanen. 

“Basalt set, så er der et ulige magtforhold mellem staten og det private individ. Staten har magten og midlerne til at trumfe dig, hvis man modsiger sig den. Som individ er man magtesløs.

Man får ikke noget ud af at sætte sig imod. Staten har et stort incitament til at udvikle samfundet, men etisk skal de huske deres forpligtelse til at tagehøjde for individets ret og frihed,” forklarer Martin. 

Letbanebyggeriet er langt fra første gang, at et offentligt byggeri møder modstand fra den befolkningsgruppe, der bliver påvirket af byggeriet. Det så man eksempelvis med Landsforeningen mod Storebæltsbroen, da Storebæltsbroen blev bygget. Det er sket endnu en gang med dette byggeri, og spørgsmålet er, hvordan man kan gøre det lettere for de berørte borgere, at de skal acceptere deres krænkelse af privatliv og ejendom for samfundets bedste udover den kompensation, som de modtager.

“Staten forsøger at lette deres krænkelse af privatlivet ved hjælp af partshøringer og dialog, så borgerne føler, de er blevet hørt. Det kan sagtens være, at borgerne har et forslag til at gøre tingene bedre, men der er svært at undgå konflikten fuldstændigt. I Danmark er vi glade for vores ret til privatliv, men vi ønsker samtidigt også en effektiv stat. Man kunne gøre de offentlige byggerier lettere ved en ændring af grundloven og udvide den private ejendomsret. Men jeg tror stadig, at danskerne ønsker en effektiv stat, så der er langt igen,” lyder det fra Martin Mose Bentzen. 

Selvom modstanden mod Hovedstadens Letbane kan mærkes og især kan mærkes på de sociale medier, så er der også en stor befolkningsgruppe, som kan se det større perspektiv i letbanebyggeriet, og som accepterer samfundets udvikling, selvom de ikke nødvendigvis har en stor nytte af udviklingen.

Ofrer sig for Letbanen

I Glostrup er anlægsarbejdet til Letbanen i fuld gang flere steder. Går man fra centrum af Glostrup og ud til Ring 3, bliver man mødt af synet af voldgraven, der skærer gennem haverne på et parcelhuskvarter ud mod vejen. Her er anlægsarbejdere i gang med at gøre klar til byggeriet, og dele af haverne ud til graven er blevet eksproprieret. Det er blot et skrøbeligt stålhegn, der skiller husene fra byggeriet.

I et af husene bor Cecilie Bonderup Steffensen, der flyttede ind i et af husene ud til graven tidligere på året. Hun flyttede fra Frederiksberg i København til forstaden i Glostrup, hvor dele af haven allerede var blevet eksproprieret, da hun købte huset.

Da vi møder hende på hendes bopæl og tager imod os i entreen i sit hendes malertøj. Hun arbejder i København, så hun har travlt med at male og istandsætte deres nye køkken, der efter planen skal være klar om en uge.

Kigger man ud af hendes vindue mod letbanebyggeriet, kigger man direkte ind i stålhegnet og ned i grusgraven. Men det er ikke noget, der generer Cecilie Bonderup Steffensen, som ikke forstår den modstand, hun har oplevet mod Letbanen.


Cecilie Bonderup Steffensen er ikke generet af letbanebyggeriet, selvom hun lejer en del af sin have ud. FOTO: Niels Christian Juul Dejgaard

“Jeg synes, det er for konservativt at være imod Letbanen og bare gå og vente på en bedre løsning. Der er et problem med trafikken, og hvis vi hele tiden bare går og venter på noget andet, så kan vi jo aldrig få bygget noget og udvikle os. Og ja, letbane-teknologi er lidt forældet i dag. Men det tager lang tid at lave infrastruktur, så hvis vi går og venter på højhastighedstog, så kan vi aldrig få bygget noget. Det handler bare om at komme i gang,” lyder det fra Cecilie.

Ifølge Cecilie er det den indstilling, hun i starten af projektet dannede, der gør, at hun ikke lader sig irritere over byggeriet i hendes baghave. Hun lejer også en del af sin have ud til kommunen, mens byggeriet står på, selvom kompensationen fra kommunen kun er på 18.000 kroner årligt på et hus til tre millioner. Letbanen kommer nærmest til at køre igennem hendes baghave, så det er ikke udsigten til det færdige projekt, der gør hende positivt stemt over for projektet. 

“Jeg ved jo ikke, om jeg kommer til at bruge Letbanen, så den gulerod er ikke motivationen for mig. Jeg tror, min positive indstilling skyldes, at jeg er mentalt er indstillet på, at de bygger i min baghave for et fælles bedste. Jeg synes ikke, der foregår noget urimeligt, og de har været gode til at informere mig om det. Det kunne også være, at de skulle lægge ny asfalt eller andet,” fortæller Cecilie.

Længere oppe af Ring 3 kommer man til Buddinge, hvor vi besøger Mariane Kiel Nielsen, der også bliver påvirket af Letbanen. Hun bor i en bolig ud til Ring 3, og her er dele af hendes boligforenings parkeringsplads blevet eksproprieret til formålet. Alligevel accepterer hun, at hun må ofre noget for samfundets udvikling.

”Det er et vilkår, når man flytter til storbyen. Jeg har den indstilling, at der skal infrastruktur til at udvikle samfundet. På den anden side kender jeg også én, der blev deprimeret af, at der har været et byggeri ved motorvejen ved siden af hendes hus. Så jeg synes klart, at det er et dilemma, men man må også forvente byggerier af infrastruktur, når man bor i en voksende storby,” fortæller Mariane.

Mariane Kiel Nielsen bruger tid på at debattere Letbanen med modstandere af projektet. Hun vil nuancere debatten. FOTO: Niels Christian Juul Dejgaard

Mariane har boet i huset i Buddinge i mange år, efter hun er kommet dertil fra Jylland. Hun bruger tid på at sætte sig ind i projektet om Letbanen og har gjort en dyd ud af at debatterebyggeriet med modstandere af Letbanen, fordi hun synes, debatten er for ensidig. Hun vil nuancere en debat, der handler om mere end de mange tekniske beslutninger bag Letbanen. 

”Jeg debatterer med husmors-fornuft. Jeg er ingen ekspert, men det er modstandere af Letbanen heller ikke. Hvis man er utilfreds, må man vælge nogle andre politikere. Den slags beslutninger skal man kunne tage i en storby. Hvis man er utilfreds, må man vælge nogle andre politikere!,” siger Mariane.

Fælles for Mariane i Buddinge og Cecilie i Glostrup er, at de har en tro på autoriteterne. De stoler på, at det politiske system og den demokratiske proces handler i fællesskabets interesse, selvom de skal ofre noget af deres ejendom for det.

Troen på autoriteterne gør også, at de ikke vil gøre sig klog på en masse tekniske fakta om byggeriet, og det går faktisk lidt imod den historiske tendens i samfundet.

Større folkelig modstand

Når kommissarius Helle S. Andersen og hendes kolleger landet over har gang i en ekspropriationsforretning, er det sjældent direkte i med- og modspil med grundejere, eller borgere, der på anden måde bliver påvirket af en ekspropriation.

Søren Nørgaard Sørensen har sjældent tid til at tage telefonen. “Møder med klienter og retssystemet tager meget af min tid”, som advokaten, der har specialist i ekspropriationssager hos Hjulmand Kaptain i ti år, formulerer det. Han har taget en beslutning om kun at rådgive borgere i ekspropriationer. “Jeg er ikke som andre advokater, der shopper rundt, så liderlig er jeg heller ikke efter arbejde”, siger han.

Han nikker genkendende til tendensen om, at flere mennesker gør indvendinger mod projekter som letbanebyggeriet.

”Nu om stunder er man mere oplyste. Man klapper ikke bare hælene i og lystrer, hvis der kommer en mand med gummistøvler og en gul vest. Moderne mennesker er mere oplyste, også om deres rettigheder”, forklarer han.

En af danmarkshistoriens største ekspropriationssager forløb i seks år fra 1964 til 1970, da det militære øvelsesterræn ved Oksbøl i Vestjylland skulle udvides med 1.840 hektar. Her foregik processen i et mindre åbent setup, fortæller museumsinspektør ved Varde Museum, John V. Jensen.

”Det, staten gjorde, var, at de forberedte det hele, og så gik de ud og fortalte folk om det, da det hele var planlagt. Så der kom som sådan aldrig en diskussion af, om det også var rimeligt.
Hvis det havde været i dag, så tror jeg at situationen havde været anderledes. For man var mere autoritetstro dengang, så man bøjede sig, når staten sagde det. Men der var også nogle, der blev smidt ud af politiet til sidst”, fortæller museumsinspektøren.

John V. Jensen er enig i udlægningen om, at almindelige menneskers kendskab og oplysning til tingene også har haft betydning i det forløb, der har været i mere nutidige sager som fx ekspropriationen ved Hovedstadens Letbane. Sammenligner man det bygger med utilfredsheden med ekspropriationerne af de mange hektar i Oksbøl i Vestjylland i 60’erne, er oplysningen den væsentlige forskel.

”Dengang kunne man jo for eksempel ikke sætte gang i en shitstorm i medierne og på sociale medier. Man samlede godt nok over 30.000 underskrifter mod beslutningen dengang, men det hjalp ingenting. I dag ville en shitstorm muligvis have kunnet forhale en sådan beslutning gevaldigt, på den måde at hvis man var sur, var man måske gået til menneskerettighedsdomstolen”, lyder det fra John V. Pedersen.

Begivenheder hvor beslutninger fra et højt politisk plan får betydning i lokalsamfundet, er eksempler på, hvad man kan kalde subpolitik. Det fortæller sociolog hos RUC, Klaus Rasborg.

”Det knytter sig ofte til enkeltsager, som han knytter til fremkomsten af det, den tyske sociolog Ulrich Beck kalder risikosamfundet, hvor folk slutter sig sammen på tværs af traditionelle skillelinjer, altså på tværs af højre/venstreskel, køn, alder og så videre. Alt det, der ellers skiller os ad. Der bliver vi sluttet sammen, forbundet med hinanden omkring enkeltsager, der ligger os på sinde,” fortæller Klaus Rasborg.

Ifølge Rasborg er subpolitik kendetegnet ved at være på initiatv fra borgerside. Det kan sætte begrænsninger for dens legitimitet, men kan være et godt supplement til det repræsentative demokrati.

”Det er en form for direkte demokrati, som går udenom det repræsentative demokrati. Det her er en meget mere aktiv måde at deltage i demokratiet på. Men man skal jo også se kritisk på tingene”, lyder det fra Klaus Rasborg, der peger på en lang række episoder, der har vist folkelig modstand mod projekter, der i sidste ende har vist sig at være gavnlige for samfundet på et overordnet plan.

”Selv er jeg jo helt vild med Metroringen M3 i København, men der var jo også utilfredshed med den undervejs. Og jeg kan da godt forstå at folk er utilfredse med at få ødelagt deres nattesøvn i flere år. Men flere af de utilfredse har jo været ude og anerkende projektets nyttighed senere”, siger han.

Et hårdt arbejde

Hos Kommissarius ved Statens Ekspropriationer på Øerne i Københavns Nordvestkvarter sidder Helle S. Andersen, formand og leder for den lille institution under Transport- og Boligministeriet. På hendes venstre side sidder hendes juridiske fuldmægtige Nanna Dahl Pedersen, som også er med i marken, når de laver ekspropriationer.

Helle S. Andersen har været kommissarius i 8 år. Hun har lavet tusindvis af ekspropriationer. Alt fra små midlertidige ekspropriationer på villaveje til store ekspropriationer, hvor mange er tvunget til at flytte, fordi et boligkompleks skal rives ned.

”Det er rigtig synd for folk, for det kan virke tilfældigt, hvem af Danmarks borgere, der bliver ramt af store infrastrukturprojekter,” fortæller hun.

Efter en lang tænkepause, fortæller hun, at det mest udfordrende ved arbejdet, er de følelser, der er ofte er forbundet med ekspropriationerne.

”Det sværeste er, når folk er kede af det og berørte af situationen. Der er et meget stort menneskeligt aspekt ved opgaven. Der er nogle folk, der har gået og passet en have i tyve år. Det har været deres oase og deres fristed. Så kommer vi og ødelægger deres fine anlæg. Folk oplever, at deres livsværk bliver ødelagt,” fortsætter hun.

Når først Helle S. Andersen og hendes hold møder op hos borgeren anden gang, så er der ikke noget tilbage at gøre for borgeren. Så er opgaven for længst vedtaget politisk, der har været både høringer og udredelser. Herfra er det Kommissionens opgave, at sørge for, alt foregår efter bogen. Og det er ikke altid, at parterne skilles som gode venner.

”Nogle kan være rigtig kede af det. Andre er rigtig vrede, når vi er derude. Vi er jo ansigtet på det, det er besluttet i Folketinget. Folk føler, det er et overgreb”.

Som mellemmand og mægler mellem Hovedstadens Letbane og borgeren, er det ofte Kommissionen, der står i skudlinjen, skulle følelserne sidde uden på tøjet.

”Det er os, der er ude og have den helt nære kontakt. Det er os, der kigger på folk og siger: ‘Vi ved godt, det er forfærdeligt. Vi ved godt, det er træls, og det er et tvangsmæssigt overgreb. Det er derfor, det er en ekspropriation. Det er derfor vi kommer ud”, tilføjer Nanna Dahl Pedersen, som er juridisk fuldmægtig for Kommissionen, og ofte også deltager på ekspropriationerne. 

Nanna Dahl Pedersen begynder en sætning, men bliver hurtigt afbrudt af Helle S. Andersen.

”Altså noget af det værste… Vi har været ude et sted, hvor vi skulle totalekspropriere en lejlighed. Det var en kvinde med to små børn”.

Helle S. Andersen fortæller, at kvinden med anden etnisk herkomst ikke kunne dansk. Under ekspropriationen finder de ud af, at kvinden for nylig har mistet både sin mand og sin opholdstilladelse.

”Manden var dybt forgældet, og der var ingen penge tilbage, da lejligheden blev eksproprieret”.

For at kvinden ikke skulle ende på gaden, fik de koordineret hendes boligsituation med kommunen.

”Det hele var skrækkeligt. Manden var nærmest død dagen før. Sønnen sagde, at ”far er jo lige gået”, og vi tænkte: ‘Hvor er han henne?’ Det gik slet ikke op for os, det var så alvorligt. Det kom til at handle om noget fuldkomment andet. Så indimellem oplever vi noget, det er ganske rædselsfuldt. Men det er heldigvis sjældent,” siger Helle S. Andersen. 

Spørger man de to, om de kan genkende, at borgernes modstand mod offentlige projekter er blevet større de senere år, er de ikke i tvivl. Det er den, siger de enstemmigt.

En del af det tilskriver de to, at det er blevet mere tilgængeligt for borgeren at komme i dialog med myndighederne. Det er nemt at sende en mail på sin telefon, hvorefter klagen og henvendelsen skal behandles. Men én ting har ifølge Helle S. Andersen ikke ændret sig i hendes tid som Kommissarius, borgernes modstand mod nye anlægsprojekter.

”Folk er generelt mod forandring. Men de stiller flere krav i dag. Der er kommet en mentalitet om, man ikke skal finde sig i hvad som helst”.

– Hvordan er det at være ansigtet på nogle politikeres beslutninger, som ikke nødvendigvis bliver en succes?

”Så kigger vi på folk og siger, at det ikke er os, der har besluttet projektet. Det er inde på Christiansborg. Vi er et værktøj for at få det gennemført. Man kommer til at stå på mål for nogle ting, man ikke nødvendigvis kan stå på mål for,” slutter Helle.

Ved vejs ende

Det 120 meter høje Herlev Hospital, tårner sig op, da jeg kører ind i byen. Når man kører langs den kommende Letbane står det enorme hospital som et eksempel på, hvordan storeoffentlige byggerier kan se ud, når de er færdige.

Men det færdige hospital står også i kontrast til det byggeri, der allerede foregår nogle steder på Ring 3 i Herlev. For første og eneste gang på ruten, bliver jeg nødt til at afvige fra ruten og køre

Det tidlige stadie af anlægsarbejde fylder meget i Herlev, og for første gang på ruten siden Ishøj får jeg følelsen af, at jeg befinder mig i storbyen København. Ring 3 skærer sig gennem byen med større byggerier, boliger og store forretninger følger letbanebyggeriet hele vejen. 

Mellem Herlev og og Lyngby er anlægsarbejdet i gang flere steder. FOTO: Niels Christian Juul Dejgaard

De sidste større byer på vejen er Buddinge og Lyngby, hvor vi tidligere i fortællingen mødte Mariane Kiel Nielsen og Jan Nielsen. På Buddingevej i Lyngby, hvor Jan Nielsen bor, snævrer vejen ind til et af de hidtil smalleste steder på ruten. Her er en smal tosporet vej og to cykelstier på hver side. Her er der ikke plads til at udvide vejen, og det er tydeligt at se, at her må beboerne finde sig i, at vejen bliver ensrettet, da der ikke er meget plads at give af ud til rækkehusene. 

Endestationen er Lundtofte, og jeg kan vende hjem igen. Turen, jeg lige har taget, vil folk om nogle år kunne tage på Hovedstadens Letbane, men det er ikke uden, at nogle mennesker må ofre noget af deres privatliv.

Flere steder på ruten var trafikken så tung, at der ville være mulighed for at lette trafikken, som argumentet for Letbanen er. Jo længere nordpå på Letbanen, man kommer, jo flere boliger bliver visuelt påvirkede af Letbanen.

I denne fortælling har vi gået tæt på det dilemma, der opstår, når et offentligt byggeri skal skabes, og det ikke kan gøres uden at påvirke nogle mennesker. 

På cykelturen langs Ring 3 var der ingen tydelige protester eller demonstrationer denne tirsdag formiddag i november, men alligevel havde byggeriet flere steder sat sit spor på private ejendomme allerede.

I 2024 vil Hovedstadens Letbane efter planen være færdig, og om nogle år nyder hele samfundet måske gavn af den, og de fleste har måske glemt, hvorfor man var imod den.

Måske bliver Letbanen en politisk skandale og befolkningen ville have ønsket, at de lyttede mere til modstandernes argumenter.

Om fem år vil jeg lade min cykel stå på Ishøj Station, hoppe på Letbanen og betragte forstadsbyerne og sende en venlig tanke til dem, der har været og måske stadig er generet af byggeriet, så jeg kan opleve et nyt stykke dansk infrastruktur. 

JOMO – The Joy of Missing Out

Af Niels Christian Juul, Johannes Skjøth, Henning Andersen og Simon Egeskov


”Nummer 7.” lyder det fra en mørkhåret pige i baren, der venter tålmodigt på sin øl.

Hun befinder sig på en bar på Nørrebro, der summer af liv og godt humør.

Kigger man ind ad vinduet, så ligner den de fleste andre barer i byen. Kender man ikke præmissen for baren, så kan det være svært at finde ud af, hvad der gør netop denne bar anderledes.

Men der mangler noget, som de fleste mennesker på et tidspunkt vil opdage. Der er kun det naturlige lys fra loftet i lokalet – folk mangler deres personlige lyskilder, der normalt oplyser folks ansigter nedefra.

”Hvad beundrer du mest ved den person, du sidder ved siden af?” læser en af de livlige gæster op fra et af de samtalekort, der ligger spredt ud over baren. 

Den mørkhårede pige tager imod sin øl og går ned til sin veninde, der har siddet og ventet alene. Hun er faldt i snak med sidemanden, hvad skulle hun ellers give sig til? De drikker af deres øl, som de ikke har betalt penge for. I stedet har de betalt en anden pris. Deres mobiltelefoner.

På Nørrebro Bryghus er man sammen på den gammeldags måde. Samtalen bliver ikke afbrudt af folks spontane kig på deres små skærme. I lokalet er man ikke bange for at gå glip af den sporadiske vibreren fra lommen, den såkaldte FOMO.

I stedet er man kommet for at nyde stilheden fra de larmende applikationer, som fylder så meget for folk. De kalder det ‘Joy of missing out’ eller bare JOMO.

Telefoner. De har altid været betegnet som et gode for menneskeheden, men med ankomsten af smartphones må man tage et forfrisket syn på, hvordan de påvirker menneskers hverdag. For alle bruger smartphones, men det er de færreste, der ved, hvordan det påvirker dem.

Der er ikke noget sted på hele jordkloden, hvor smartphones er så populære, som i Danmark. Tal fra analysefirmaet eMarketer har vist, at over 77 procent af alle danskere bruger en smartphone, og det er de færreste, der holder sig til den gode gamle Nokia 3310. I første halvdel af 2017 blev der ifølge IDC Analyse solgt 1,1 millioner smartphones mod blot 52.700 “almindelige” mobiltelefoner.

I løbet af de sidste 8-10 år har udbredelsen af smartphones med andre ord været eksplosiv, og nogle vil mene, at teknologien, der ideelt set skulle assistere mennesket, har overtaget dele af de menneskelige funktioner.

Men er det muligt at frigøre sig fra det afhængighedsforhold, som nogle af de 77,3 procent af danskerne med ejerskab over en smartphone føler, de har? Dette er en historie om afhængighed, zombietendenser og manglen på et fornuftigt forhold til ting, man ejer. Og telefoner.

Tal uden mobil

På Nørrebro stiger promillen lige så stille.

“Jeg tager mig selv i at klappe mig selv på lommen hele tiden” lyder det fra en mand med accent. Ved bordet sidder en amerikaner, en svensker og en canadier.

De er udvekslingsstuderende, og de har også fundet vejen til baren, hvor man er sammen, som man var i gamle dage.

Selvom de kommer fra andre lande og kulturer, så oplever de de samme mekanismer, som danskere, når mobiltelefonen bliver indleveret i baren.

“Man er sammen på en anden måde, når man ikke har sin mobiltelefon. Uden man nødvendigvis tænker over det, så kommer der nogle naturlige forstyrrelser fra mobiltelefonerne, uden vi opdager det,” fortæller canadieren.

Flere på baren er enige om, at det ændrer den måde, vi er sammen på og taler til hinanden påm når vi lægger vores telefoner. Uden de præcist kan sige, hvad det er.

“Man mister lidt fornemmelsen af tid. Man er vant til, at man hele tiden får opdateringer på mobiltelefonen, så man hele tiden bliver mindet om, hvad klokken er, og hvad der sker ude i verden. Når vi bare sidder og taler sammen uden telefoner, så fordyber man sig mere i samtalen med hinanden,” fortæller svenskeren.

Vi spurgte eleverne på Rystensteen Gymnasium, om de kunne gå 24 timer uden mobil.

At træne en muskel
Morten Munthe Fenger er klinisk psykolog. Han har både forsket i og skrevet bøger om, hvordan smartphonen har påvirket især unge mennesker.

Fenger bliver nærmest fanatisk, når han taler om smartphones. Ordene falder lynhurtigt. Som et maskingevær flyver både faglige begreber, filosofiske betragtninger og jokes fra mundingen.

Ifølge ham er dokumentationen for, at smartphonen påvirker unge mennesker negativt overvældende. Faktisk så overvældende, at han for nogle år siden gik fra uvildig forsker til at arbejde for interesseorganisationen Psykiatrifonden.

”Det svækker de unges opmærksomhed. Hjernen er som en muskel. Den trænes til at blive at bedre eller dårligere til ting. Hvis opmærksomheden hele tiden bliver afledt, så bliver den svækket”.

Præcis dét, mener han sker med de unge i dag. Flere undersøgelser bakker ham op. I 2018 brugte de 15 til 19-årige mere end to timer på mobilen om dagen – udover den tid, de talte i den. 85% procent af dem brugte Facebook hver dag. 96 procent af de 16 til 24-årige har brugt Facebook. De koncentrationsafledninger udløser dopamin og en vished. Præcis dérfor, bliver de unge, ifølge Fenger, dårligere til at fastholde ting.

”Hjernen giver belønning for den rigtige adfærd og straf for den forkerte. Vi bliver altså belønnet af fravær af uvished”.

Og det er et evolutionært nybrud for hjernen. Vi har al information i verden i lommen hele tiden. Hvor man før var nødt til at kunne recitere Homers Odyssé, hvis man ville fortælle den, blev hjernen konstant trænet i at huske ting. Det er på grund af smartphonen ikke en nødvendighed længere, og ifølge Fenger træner vi derfor ikke hjernen i noget så basalt som at huske.

”Smartphonen aflærer alle vores basale funktioner, der er så livsgivende. Derfor får vi en enorm stigning af børn og unge, som er subkliniske”.

Subklinisk er et andet ord for ikke at have en diagnose, men at være tæt på. Fenger nævner eksempler som angst og især ADHD, der i de senere år er steget voldsomt blandt børn og unge. På bare syv år, fra 2010 til 2017 blev antallet af børn under 15 med diagnoser mere end fordoblet fra fire til ni procent.

”Jeg lægger ikke fingre imellem længere. Smartphonen er direkte årsag til, at der er flere, der får ADHD-diagnosen. Hvis du ikke har nogen opmærksomhed, trænet af dine voksne, som også er fraværende, så står din hjerne og blafrer”.

Senest arbejde Fenger med kampagnen ”Use it or lose it”. Betalt af undervisningsministeriet og med forskning fra Københavns Universitet og netop Fenger, beskriver den, hvordan hjernen skal trænes i alle de basale ting, og hvordan mobilen kan sætte en stopper for det.

Udover at agere uvildig ekspert i undervisningsmateriale til alle landets skoleelever, er Fenger en joker.

DJØF-samfundet kommer under kærlig behandling, alt er blevet noget sniksnak og ungdommen kan ikke huske fra A til Z. Men det er med en konstant underliggende alvor. Det bliver svært at finde rundt i, hvad der er jokes, og hvad der er Fenger.

”Vi ved dybest set, hvad der er godt for mennesket. Men vi tør ikke længere stole på, at det vi iagttager selv er rigtigt”.

Det, kombineret med flokmentaliteten, at alle bruger telefonerne konstant og vi har så mange vigtige hverdagsfunktioner på den, gør, at unge mennesker nemt bliver fastholdt i mobilens lænker. Og så er vi tilbage i statistikken, som bakker Fenger op.

”De kan ikke komme ud af det, for de gør, hvad alle andre unge gør”.

Han fortsætter.

”Langsomt. Usynligt. Du erstatter forældrekontakten med smartphonen”.

 Ifølge Fenger annullerer smartphonen simpelthen hjernen.

Flugtvejen

Hen ad aftenen på Nørrebro Bryghus, bliver folk mindre og mindre bevidste om deres mobiltelefoner og det faktum, at de er sammen uden. Der er en let stemning, og folk taler løssluppent.

Men det er også som om, de ikke helt bemærker den manglende mobiltelefon, og hvordan den påvirker dem i takt med at flere øl bliver hældt indenbords.

“Mobiltelefonen bruger jeg især, når der bliver lidt akavet stilhed, eller der ikke er så meget at snakke om. Jeg bliver hurtigt bevidst om, når der er et øjeblik, hvor jeg føler mig lidt ukomfortabel, så er jeg slem til at tage min mobil frem, fordi så laver jeg da et eller andet,” fortæller Christina, der er sammen med sin veninde.

Men selvom bevidstheden om mobiltelefonerne bliver mindre hen ad aftenen, så kan man tydeligt mærke den mere løsslupne stemning, som telefonerne har efterladt. Snakken går lettere over pissoiret og i baren, når man venter på sin øl.

Der er folk i alle aldre til stede på baren dog en større overvægt af unge, der er vokset op med smartphonen som et vilkår i deres ungdom.

De fleste gæster har for længst fået den ene gratis øl, som man har kunnet få hver tirsdag i oktober i bytte for sin telefon. Alligevel bliver de hængende, fordi de er fanget af den gode stemning, der er på den mobilfri bar.

App har hjulpet på skærmtid

I et industrikvarter i udkanten af Vejle sidder Michael Møller og varetager sit job som sælger og medhjælper for en fodboldagent. Mobiltelefonen er et uundværligt redskab i hans professionelle virke, og uden at have kontakt til ham derigennem, er det lettere sagt end gjort at få hans udelte opmærksomhed.

Men der er forskel på at have et logisk formål med brugen af mobilen som et en-til-en kommunikationsapparat – og så at være opslugt af de stribevis af mobilapps, der er med til at stjæle tid og opmærksomhed, siger den 35-årige, der taler med pondus, og en klar dagsorden for sin medvirken. Han vil gerne bruge sin mobil endnu mindre, end han gør nu, og han håber, at hans historie kan inspirere.

“Jeg har fandme mange apps, og det er ikke dem alle sammen jeg bruger. Nogle af dem er der vel egentlig bare, men jeg bruger min mobil virkelig meget”, siger Michael, der i årevis har været draget af de mange tilbud, som smartphones har at byde på.

Synes du også, at du bruger din mobil for meget?

“Ja, det synes jeg at jeg gør. Men det er delt meget op i to dele. For jeg kunne godt tænke mig at jeg brugte min telefon mere på at tale i den, end jeg bruger den til mails, WhatsApp, og alt muligt. For jeg ser som sådan ikke ikke noget problem i at jeg taler meget i telefonen. Det er smartphone-delen af telefonen, jeg gerne vil bruge mindre”.

“Sådan har det næsten altid været, tror jeg. Jeg kan for eksempel huske, at jeg begyndte at sende sms’er, dengang folk ikke vidste, hvad en sms var, og siden da har jeg egentlig brugt min telefon for meget. Det har vel stået sådan på i 10-15 år”, lyder det fra Michael Møller.

Det kan være en hård proces, at gøre sig mere uafhængig af opmærksomhedstyven, men måske skal løsningen findes i den selvsamme mobiltelefon. Apple-appen Skærmtid har i hvert fald hjulpet Michael på vej mod et liv, der er mindre styret af hans latente behov for at fortabe sig i mobilens tilbud.

”Jeg bruger den rapport, jeg får med Skærmtid. Og den tid er for nedadgående. Og så har jeg haft fokus på ikke altid at sidde med min telefon hele tiden, og jeg har haft fokus på at være mere tilstede, når jeg er af sted. Men det er jo også sådan, at jeg ikke ser så godt mere, jeg skal jo have mine briller på for at kunne se, hvad der står i de apps,” siger vejlenseren.

Men man kan gøre andet af ren teknisk karakter, som øger muligheden for at man bliver mere afhængig af mobiltelefonens mange apps.

”Jeg har lukket ned for de fleste notifikationer, og der er også nogle apps, der virkelig har irriteret mig, såsom LinkedIn, og dem har jeg simpelthen fjernet. Jeg bruger ikke Facebook så meget mere, og jeg har ikke længere Facebook-appen på min telefon,” fortæller han.

Stress – log ud

Men hvad gør den heftige fokus på mobiltelefonens mange muligheder, eller rettere sagt – hvad får det af betydning, når man er i stand til at skære ned på sit mobilforbrug? Michael Møller peger især på ét aspekt. Stress er blevet en mindre kilde til frustration for ham.

”Jeg er mindre stresset, når jeg ikke bruger den. Min egen definition på stress, er at det, der stresser, er det, man ikke når at få lavet,” siger Michael, der blandt andet takket være sit job er fodboldinteresseret:

”Nogle gange vælger jeg simpelthen at puste ud, lægge telefonen fra mig, og vælge at sige, at det er okay, at jeg ikke ved hvordan det står i en fodboldkamp i Hamburg mellem HSV og Stuttgart, og det er faktisk lidt ligegyldigt, hvad der står, så længe HSV vinder! Jeg kan alligevel ikke påvirke noget ved at følge med i det,” reflekterer han.

24 timer uden mobil

Jeg er afhængig af min mobiltelefon. Nu var min udfordring, at jeg skulle leve i 24 timer uden min mobiltelefon, og da jeg skulle køre i metro i 24 timer, fandt jeg ud af, hvordan det var at køre i offentlig transport uden at bruge sin mobiltelefon.

Der var ikke nogen, der snakkede sammen. Folk stod og kiggede i deres mobiltelefoner og levede i sin egen verden. Der skete intet socialt i togvognen, og folk stod bare med hovedet ned i hver deres skærm.

At køre denne time i offentlig transport uden en mobiltelefon og uden at have noget andet at lave, var næsten en større udfordring end ikke at have mobilen på mig i 24 timer.

Jeg prøvede at tage kontakt til folk, og de blev meget overraskede over, at der kom et fremmede menneske hen til dem, der ville andet end at tigge om penge. Men når man var kommet over den første undrende barriere og forklarede dem, at man bare ønskede en simpel samtale i metroen, så var det helt almindelige mennesker, som man sagtens kunne tale med og relatere til.

De var bare mennesker ligesom mig – uden telefoner.

Man skal lige se…

Det er ikke overraskende, at moderne smartphones bliver større og større med en større kapacitet primært. For der er et hav af apps, der kan kæmpe om opmærksomhedens gunst fra brugerne.

Og det er natuligt, at folk føler sig afhængige af deres mobiltelefon, siger Jakob Linnet. Han er psykolog og leder af Ludomaniklinikken under Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital.

“Der kan være mange grunde til at man bliver så afhængige af mobilen. Men noget af det, vi ved, er at frigivelsen i kroppen af belønningsstoffet dopamin, spiller en central rolle”, siger Jakob Linnet og fortsætter:

“Man søger efter dopamin, og det er efter en forventet belønning, faktisk mere end at man søger den faktiske belønning. Man skal lige se i telefonen, og det kan være noget specifikt som for eksempel gambling, pornografi eller facebook.”

Men hvad gør det så ved folk som helhed ude i den virkelige verden? Tal fra DR Medieforskning har vist, at en gennemsnitlig dansker hver dag bruger over otte timer om dagen på telefon, streamingtjenester og sociale medier. Men hvad får det af betydning for den enkelte dansker? Michael Møller mener, at overdreven brug af mobilen kan være fordummende.

”Folk er blevet dummere. De ved mange ting, men de ved ikke hvorfor. De ved, at der er en eller anden der er blevet skudt i den kurdiske del af Syrien, men de ved ikke hvem han er, og hvorfor han blev skudt. De kender overskrifterne om det,” siger Michael Møller, der savner at kunne komme i dybden med ting.

”Jeg elsker at vide ting, så for mig er det stressende, men jeg er faktisk helt ligeglad med, om der er en afstemning i gang ovre i Folketinget om et eller andet. Det er meget mere interessant at vide, hvad resultatet blev, hvorfor det blev det og hvilken indflydelse, det får. Det er en stor gang breaking news, det hele, og det synes jeg er stressende.”

Johannes forsøger sig med mobil 24 timer.

Trækker stikket – og stressen

Tilbage til eksperimentet om at holde mobiltelefonen slukket i 24 timer, blev det mere og mere afslappende, som dagen skred frem.

Jeg gik rundt i min lejlighed og ryddede op i kroge, jeg aldrig nogensinde ville røre, hvis jeg i stedet havde muligheden for at sidde og stene på Instagram.

Det var dejligt afslappende ikke at have muligheden for at se på sin mobil. Jeg fik følelsen af, at jeg ikke bare havde ligget min mobiltelefon i skuffen, men at jeg havde lagt hele min kilde til omverdenen og alt den information, der hører med den, jeg havde lagt i skuffen.

Det var afstressende, at den FOMO, man kan have uden sin telefon, ikke var et tema, fordi det var ikke muligt at bruge min telefon alligevel. Det var som om, at når jeg accepterede, at jeg alligevel ikke kunne gøre noget ved FOMO’en og min manglende mobiltelefon, at det i stedet blev til JOMO (Joy of Missing Out).

Nærvær i familien

Christel Sivebæk bruger sin telefon rigtig meget. Men det er ikke problemet i hendes familie, det er hendes to pigers forbrug af de små skærme.

“De var på hele tiden. De var hele tiden på de sociale medier. Vi prøvede at tale om det, men det hjalp ikke på lang sigt,” fortæller Christel.

Hjælpen kom fra en uventet kant – Christels piger på 12 og 13 år gik til spejder, hvor de blev en del af et eksperiment.

NoPhony var navnet på eksperimentet, og reglerne var simple – i en hel måned måtte de ikke bruge deres mobiltelefonener. Dog havde de mulighed for at have den på sig, hvis de skulle alene et sted hen.

“Eksperimentet virkede godt på mange måder. Når de var sammen med os, så var de mere nærværende og afslappede. For første gang i lang tid, kunne vi spille brætspil som en familie” fortæller Christel om perioden under forsøget.

Det var ikke kun positive ting, der kom ud af eksperimentet. Det var ikke alle af Christels døtres veninder, der gik til spejder og var en del af forsøget. Døtrenes veninder havde stadig deres mobiltelefoner til rådighed, og det stressede døtrene, at de ikke var en del af den samtale, som veninderne havde uden dem.

Udover at forsøget gjorde Christels mere nærværende i hverdagen, så har det også givet dem et bedre udgangspunkt i forhold til at have en samtale om deres mobilvaner.

Det har givet familien det resultat, at den ene af Christels piger ikke har telefonen med i skole mere, fordi hun ikke har behovet for at have den på sig hele tiden. Christels anden datter har dog ikke ændret sine mobilvaner så meget. Og for Christel selv?

“Jeg er glad for, at det har fået dem til at tænke over deres mobilforbrug. Men jeg er også lidt selv afhængig af den, så de er begyndt at være efter mig og giver mig dårlig samvittighed, når jeg bruger den.”

Mobilskik fra en ung alder

På landets folkeskoler rundt i landet, går børn i skole fra 0.-9. klasse. En undersøgelse fra Telia viser, at børn i gennemsnit får deres første mobiltelefon, når de er 8 år.

Det svarer til, at de i gennemsnit får den, når de går i 4. klasse. Det er altså i skoletiden, at børn danner deres spæde mobilvaner, og der er forskel på, hvordan hver skole håndterer det, og om de overhovedet gør det.

Midtskolen i Faxe Kommune er én af de skoler, hvor de lægger meget vægt på børns mobilvaner. De har oprettet et opdragende ‘social-fag’, hvor god ‘mobil-skik’ var en del af det.

“Vi indførte social-faget i en specialklasse vi havde med stor succes. Det gik så godt, at vi også indførte det i 2.- og 6. klasser, hvor vi havde nogle pædagoger udefra til at tilrettelægge et læringsplan og noget undervisningsmateriale. Noget af det, der især tiltrak opmærksomhed, var brugen af mobiltelefoner,” fortæller Midtskolens skoleleder, Mette Løvbjerg.

Én af de pædagoger, der var med til at tilrettelægge forløbet, er Jane Sterup fra Social Skills, der er en virksomhed, der sælger værktøjer til social læring til børn. Målet er at lære eleverne, hvordan de skal kommunikere med hinanden ved brug af mobiltelefonerne. Et eksempel på dette er øvelser i, hvordan børn bruger og tolker emojis.

Janes undervisningsforløb lærer også børnene bagsiderne af brugen af mobilerne.

“Man har lavet undersøgelser, der viser, at når vi mennesker kommunikerer med hinanden, så er det tonelejet og kropssproget, der har den største effekt på, hvordan modtageren opfatter det, der bliver sagt. Når ordene står alene, så har de en meget større magt, og det kan være farligt ved at bruge sociale medier,” fortæller Jane Sterup.

På Midtskolen i Faxe har diskussionerne om den gode mobil-skik også ført til en snak om, hvor meget man skal bruge mobilerne, og det er der en god grund til. Eleverne har nemlig selv efterspurgt at få nogle faste rammer for brugen af mobiltelefoner.

“Når eleverne bytter telefonen ud med leg, så mister eleverne en masse. Den ene ting er, at eleverne skal lære at vinde og tabe i et brætspil fx og lære at finde sig i et nederlag gennem leg. Den anden ting er, at det har konsekvenser for indlæringsevnen, hvis man stopper med at spille spil og finde på lege af sig selv,” mener Mette Løvbjerg.

Spørgsmålet er så, hvornår skolen overskrider forældrenes grænse. For er det i virkeligheden skolernes rolle at opdrage eleverne til god brug af mobiltelefonerne? Mette Løvbjerg ser det ikke som et problem. Tværtimod.

“Vi har lige haft forældremøder, hvor vi har talt med forældrene om mobning på de sociale medier. De tror, at de er sikre på at undgå det ved at skolen har et fokus på det, men det er ikke nok. De savner reelle værktøjer til at håndtere det, fordi det foregår på en platform, de ikke kan kontrollere,” erfarer hun.

“Vi er ude i et dannelsesprojekt, hvor vi skal lære at håndtere noget helt nyt. Da bilen blev opfundet, var der heller ingen spilleregler. Der gik lang tid, før promillegrænsen kom eksempelvis. Det har taget 100 år at få skabt rammerne om bilkørsel, og mobiltelefonerne og de sociale medier er kun i deres spæde start,” slutter Mette Løvbjerg.

Kommuneskatten deler vandene i Århus Kommune

Forskellene blandt byrådskandidaterne er til at tage at føle på. Når vi i efteråret skal have stemt nye kandidater i byrådet, så er spørgsmålet om kommuneskatten én af de steder, hvor de er uenige.

 Af: Niels Christian Juul

De tekniske spørgsmål, om hvad kommuneskatten og dækningsafgiften skal gå til, skaber splid. Byrådskandidat og Næstformand i SF Århus Nord, Gitte Velling, mener, at kommuneskatten og dækningsafgiften bør hæves.

Dækningsafgiften er ligesom en grundskyld for virksomheder. Altså en skat man betaler for leje og lån af kommunens grunde. I en stor undersøgelse om erhvervsvenlighed vurderer DI, at dækningsafgiften har en afgørende rolle for placeringer af virksomheder i Danmark. Det mener Gitte Velling ikke.

’’Jeg er af den overbevisning, at DI lægger for meget vægt på dækningsafgiften. Der er et politisk mål fra DI, om at få fjernet dækningsafgiften,’’ siger hun.

Fra kolde til varme hænder

Gitte Velling vil bruge indkomsten fra den hævede dækningsafgift på folkeskolen. Hun mener ikke, at reformen fungerer hensigtsmæssigt. Hun påpeger også handicapområdet, som hun mener sejler.

Århus Kommune har en høj årlig administrationsudgift pr. Borger. Den er ca. 400 kroner højere pr. borger end eksempelvis Randers. Den ser Gitte Velling også gerne være lavere, et problem hun vil løse, ved at fyre kommunikatører i kommunens administration.

’’Her kan vi tage nogle kolde hænder, og gøre dem varme. Pædagoger og folk der kan hjælpe på handicapområdet, større inklusion i folkeskolen. Pengene skal flyttes,’’ afslutter hun.

Penge at hente

En anden der også vil have administrationsudgiften ned er Liberal Allicanes byrådskandidat i Århus, Almaz Mengesha. Hun er uenig med Gitte Velling i at kommuneskatten skal hæves.

’’Målet må aldrig nogensinde være at have så høj en skatteprocent som muligt. Skat er jo noget, vi beder Familien Danmark om at betale til fællesskabet, og det gør Familien Danmark også gerne, men det betyder ikke, at vi skal tage for os,’’ siger hun.

Mengesha mener, at der går for mange penge til kulturlivet i Århus. I og med Århus er kulturhovedstad går der 420 mio. Kroner til kulturlivet, og dem så hun hellere finansieret af fonde.

Færre kommer til skade i trafikken.

De sidste 15 år er der kommet flere biler, men antallet af tilskadekomne og døde i trafikken er faldende.

Af: Niels Christian Juul

 

En far kigger sig i slowmotion over skulderen, og ser sine 2 små døtre på bagsædet af bilen. Så kigger han ud af forruden, og ser en bil. Men for sent. Bilerne brager voldsomt ind i hinanden, og alt bliver sort.

Sådan kunne en typisk kampagnevideo fra Rådet for Sikker Trafik se ud. Rådet er en del af færdselsstyrelsen, og har en målsætning om at halvere antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken fra 2013 frem til 2020.

Og den målsætning er ikke urealistisk. Indsatsområderne er forskellige, og rådet arbejder tæt sammen med politiet. De forskellige kampagner er tilrettelagt ud fra færdselsstyrelsen egne statistikker, det kommer der en kampagne ud af, og den kampagne følges op af politiet. Antallet af tilskadekomne og dræbte er stærkt faldende, og udvikling konsulent i Rådet For Sikker Trafik, Jesper Søndergaard Henningsen, kalder samarbejdet for uvurderligt.

’’ Det er menneskelige fejl, der gør, at trafikulykkerne sker. Vores indsats er rettet mod adfærdsregulering. Få folk til at tænke over omstændighederne,’’ siger han.

Flere biler, færre dræbte

På trods af flere biler er antallet af tilskadekomne og dræbte faldet fra 4200 i 2007 til 2400 i 2015. Afdelingsleder i vejdirektoratet, Marianne Foldberg Steffensen, mener også, at kampagnearbejdet er altafgørende, for at adfærdsregulere i trafikken.

’’ Det er jo et stort kampagnearbejde og et stort arbejde med spirituskontrol, som politiet har lavet. Og der er altså sket et holdningsskifte i befolkningen i form af, at det ikke er socialt acceptabelt at køre spirituspåvirket længere,’’ siger hun.

På trods af, at 2016 var et dårligt år, omkring 100 flere ulykker end året forinden, så er målsætningen altså godt på vej til at blive nået.

 

 

 

 

 

Mine forventninger til andet semester

Af: Niels Juul, 23 år.
– Baggrund og personlige interesser/fritid:
Man kan tage manden ud af fyn, men man kan ikke tage fyn ud af manden. Født og opvokset i Svendborg, har boet i København et par år.

I min fritid skriver jeg om musik. Koncerter, nye udgivelser og interviews. Om sommeren spiller jeg golf, om vinteren læser jeg bøger og tænker for meget.

– Hvad forventer du at få ud af dette undervisningsforløb?
Jeg forventer en fortsat personlig udvikling formidlingsmæssigt. Jeg vil gerne have de forskellige skrivemodeller helt ind på rygradden.

– Hvordan har du forberedt dig til forløbet?
Jeg har forsøgt at holde mig ajour. Jeg går mere analytisk til værks, når jeg læser/lytter/ser nye historier.

– Hvad kan du især bidrage med i gruppe-/par-arbejde?
Jeg har en klar idé om, hvor jeg/vi skal hen. Hvis ikke jeg føler, at en idé holder, så gør jeg det klart. Til gengæld er det ikke nødvendigvis min idé, der er den rigtige. Det er jeg også god til at indrømme.

– Hvad er dine ambitioner for forløbet (evt. på en skala fra 1-10)?

En 8’er. Jeg vil blive mere klar, parat, skarp! Men hvis jeg drukner mig selv ved at gennemlæse hele pensum inden studiestart, så bliver meget af stoffet udenadslære, selvom det ikke burde være det.

– Fagligt set, hvad er så dine stærkeste og svageste sider?
Jeg er god til at udvælge og stramme citater. Går op i, at de er velvalgte, stærke og at de kan stå for sig selv. Jeg er dårlig til at være bevidst om mine vinkler. Det betyder ikke, at jeg vinkler alle mine historier dårligt, jeg har bare svært ved at se vinklen fra start.

– På hvilke områder vil du især gerne udvikle dig?
Jeg vil, i processen,  være mere bevidst om mine vinkler. Jeg vil kunne WSJ-modellen på rygradden.

– Hvad vil du gøre for at udvikle dig på disse områder?

Jeg vil forsøge at være mere bevidst fra begyndelsen af en historie, forsøge at hente inspiration, hvor jeg kan og være bedre til at skrotte et projekt, som ikke kommer nogen vegne. Jeg har kun skrevet én historiem ed WSJ-modellen, den vil jeg gerne arbejde videre med, og det er sådan jeg udvikler den.

 

 

Indsat dømt for trusler mod fængselsbetjente

Byretten i Herning har givet en indsat yderligere 50 dage for trusler mod fængselsbetjente.

Af Niels Christian Juul Dejgaard

 En ung mand truede tidligere på året to fængselsbetjente. I begge tilfælde kom truslerne kom ud af den blå luft.

Paradoksalt var den unge mand efter eget ønske på vej til en isolationscelle, da han uprovokeret truede en fængselsbetjent i forbifarten.

 ’’Hvis ikke jeg får hjælp, så ryger jeg i struben på dig. Jeg er ikke bange for dig.’’

 Her blev han første gang anmeldt. Et par dage efter var den gal igen. Den unge mand raserede en celle, og sagde til vagterne, at han havde slugt glas. På skadestuen var han ved at få løsnet sine håndjern, da han truede en anden fængselsbetjent med en skalle.

 Tvivl om den unge mands mentale tilstand

 Begge fængselsbetjente siger mandag i byretten i Herning, at de blev forskrækket, men at det sker så ofte, at de er vant til det. Det usædvanlige her er pludseligheden. Normalt truer de indsatte kun vagterne under tumult.

 Var den unge mand ved sine fulde fem, da han truede betjentene? Hvis ikke, så kan han ikke dømmes til fængsel. I stedet kan man sende den dømte til psykiatrisk behandling.

 Efter den unge mands eget udsagn, så ligger der på Nyborg Statsfængsel papirer, som viser, at han har psykiske lidelser. Han siger, at han i Nørre Snede Fængsel, hvor han afsoner en tidligere straf, da episoderne fandt sted, ikke var medicineret korrekt.

 Det udnytter forsvarsadvokaten og forsøger i pausen at få fat i undersøgelsen fra Nyborg. Det lykkedes ikke, og man finder kun en snart ti år gammel undersøgelse, som ikke viser noget brugbart.

 Ikke ny i retssystemet

 Dommeren og domsmænd beslutter ikke at udskyde dommen. Den unge mand bliver dømt til 50 dages ubetinget fængsel.

 De lægger i afgørelsen vægt på, at det ikke er første gang, den unge mand er dømt for lignende sager. Det er er 16. Gang. Noget som forsvareren ellers argumenterede for, at den unge mand ikke skulle stå til regnskab for i den her sag. Mentalundersøgelsen er heller ikke nok til at få den unge mand dømt til psykiatrisk behandling.

 ’’Hvis der var noget at komme efter, så var det nok dukket op i én af de 15 lignende sager,’’ konstaterer dommeren.

 Kriminalitet mod tjenestemænd tages alvorligt

 Indsatte bliver dømt hårdt for kriminalitet begået, mens de er i fængsel. Og når de gør, så er det altid under skærpede betingelser. Det vil sige, at straffen bliver større.

 Kriminalforsorgen anmelder som udgangspunkt alle trusler. Allerede i pausen var forsvareren også sikker på, at den unge mand ville blive dømt.

 ’’Vi har rigtig mange af de her sager. De bliver næsten alle sammen dømt,’’ siger han.

 Også anklageren er enig i, at de har mange af den slags sager, og at de bliver dømt, men han mener også, at der er mange sager, som ikke anmeldes af kriminalforsorgen.

 ’’Det er ikke alt, vi ser i retten,’’ slår han fast.

 Antal anslag: 2929

Korrektur: Michael Olesen

Vinkelsætning: Selvom trusler er hverdag for fængselsbetjentene, så skal de anmeldes. Og når de bliver anmeldt, så bliver de indsatte dømt hårdt.

Kræft fører til andet end døden

Christians historie handler om nærvær. Om ikke at kunne være der for sin familie og vejen tilbage til livet. Det her, er Christians historie.

Christian Birck, 29. Tidligere kræftpatient. Nu formand i Kræftens Bekæmpelse Silkeborg.
Christian Birck, 29 år. Tidligere kræftpatient. Nu formand i Kræftens Bekæmpelse Silkeborg.

Af Niels Christian Juul Dejgaard

Christian Brinck har haft smerter i sin testikel i en måned, før han søger læge. Det er her, det går op for ham, at det måske er mere end bare et slag, der har gjort ondt. Efter en scanning hiver en læge ham til side. Overleveringen er kontant. Han får at vide, at han højst sandsynligt har kræft, og at testiklen skal fjernes omgående, og herefter skal han i strålebehandling.

Med knoerne først

Christian beskriver sig selv som arbejdsom og flittig . En uddannet tømrer, som altid har taget fat og ikke udskudt sine opgaver. Christian klatrer, kører mountainbike og er konstant aktiv. Han hverken drikker eller ryger. En normal, sund og rask ung mand sidst i 20’erne.

’’Man har ikke trænet, hvis man ikke bløder,’’ siger han.

Man bløder, når man klatrer på højt niveau. Men det er også sigende for Christian som person. Han har altid været villig til at gå på kompromis med, hvordan han selv har det til fordel for den opgave, der ligger foran ham.

En sommerdag for to år siden får Christian ondt i sin venstre testikel. Han tror først, at det skyldes én af de mange ture på mountainbiken eller klatrevæggen. Hårdfør som han var, ignorerede han det.

Løsere boksershorts og bukser afhjalp smerterne. Han mente ikke, at det var nødvendigt med lægehjælp, desuden var han ikke blevet mødt, når han en sjælden gang søgte læge, siger han. Han vil, som mange andre mænd, helst være fri.

’’Det her, det er ikke et problem. Min læge skal ikke til at rode mig i skridtet,’’ tænkte han.

’Jeg kan ikke sige, du har kræft, men du har formentlig kræft.’

Smerterne bliver til sidst for voldsomme. Christian kan ikke længere sove om natten. Der er gået en måned siden smerterne startede, og det er ikke gået i sig selv. Christian skal til lægen.

Først får han at vide, at knuden i testiklen skal fjernes omgående, og at han herefter skal i strålebehandling. Dagen efter får han at vide, at operationen gik godt, og at han kan tage hjem med det samme. Egentlig var han rask, men den første overlevering hang ved.

’’Jeg havde aldrig haft med kræft at gøre. Jeg tænkte, kræft, det er noget, du dør af. Da lægen sagde, jeg formentlig havde kræft, så var det eneste, jeg hørte: ’du skal dø’.

I den her proces mistede Christian ikke bare en testikel. Han mistede troen på, at han var rask.

Sygdom

Genoptræningen tog seks uger. Han måtte ikke løfte noget og skulle holde sig i total ro. Han var til ugentlige tjek, men usikkerheden fyldte meget for ham. Han vidste ikke, om han stadig var syg. Det næste halve år gik han til kontrol en gang om ugen. Han beskriver det som betryggende, men også som en bekræftelse i, at han nok ikke var rask.

’’Så min kræftknude vokser så hurtigt, at det er nødvendigt med et tjek hver eneste uge?’’, tænkte han.

Christian beskriver sygdomsperioden som smertefuld og begrænset. Hans etårige datter kunne han ikke løfte eller komme ned og trøste, hvis hun faldt. Han føler, at datteren mistede en forældre, og at han mistede kontakten med datteren.

Også forholdet til hans kæreste blev sat på prøve. Han beskriver det som ensomt. Hun var nødt til at stå for at alt praktisk, da livet blev for svært for Christian. De blev begge to alene i den periode, er de enige om. Den totale afskæring satte eksistentielle tanker i gang hos Christian. Især tanker om døden.

’’Jeg kan dø, tænkte jeg. Jeg vidste ikke, jeg kunne dø. Jeg havde ikke accepteret det, som en del af min virkelighed. Det kender jeg meget få, som har.’’,

Vejen tilbage

Sygdomsforløbet udviklede sig til en svær depression. Christian går i behandling og ender med at få det bedre. Det går langsomt, men det går bedre. Gode venner hjælper ham med at komme ud igen. Også foreningslivet, som har fyldt meget tidligere, hjælper.

Christian genvinder troen på sig selv. Han begyndte at instruere og klatre igen, og alle de ting, som han plejede at kunne, opdager han, at han stadigvæk kan.

Han tog folk i hånden og bad om hjælp. Han lod sig blive hjulpet, selvom han ikke havde lyst. Det var ubehageligt at komme afsted, men det hjalp. Han bliver presset ud på gå- og cykelture og bliver skubbet i gang.

Der er gået et år med depressionen. Han er begyndt at komme i en forening for tidligere kræftpatienter under Kræftens Bekæmpelse, der hedder UngKræft. En tur til Dolomitterne bliver slået op i foreningen, og Christian træner op og tager med. Det er her, at han finder ud af, at han stadigvæk kan og vil.

Succes og erkendelse

Ungkræft har haft en stor betydning for Christian. I ansøgningen til turen skriver han 15 linjer af, hvad han beskriver, som fejl og mangler i ham selv. Han får svar tilbage, hvor der står, at de glæder sig til at se ham. Det er den her bekræftelse, han mener har været altafgørende.

’’Der var nogen, der troede på mig. Jeg troede ikke på mig. De troede på mig. Vi gør det sgu.’’

Det ender med, at Christian bliver aktiv i Kræftens Bekæmpelse. I dag er han lokalformand i Silkeborg. Han beskriver det som den perfekte erstatning for et fuldtidsjob. Han er stadigvæk for afkræftet til et fuldtidsarbejde.

Jobcentret er glade for projektet, som Christian er med til at starte op i Silkeborg, og han bliver tilbudt en coach. Tiltroen fremhæver han som værende noget af det mest givtige.

’’Jeg har fundet ud af, hvem jeg var. Jeg har lært at forstå mig selv.’’

Anslag: 5483

Korrektur: Nikolaj Høier

’’Vi skal have bagt en ordentlig røvfuld.’’

At lave mad til 350 mennesker i et storkøkken må aldrig blive kedeligt.

Af Niels Christian Juul Dejgaardt

Trapperne buldrer, og stemmer får larmen til at stige. Den store spisesal bliver fyldt. Nu skal kontorfolket have en stor frokost. Som en flok bøfler er de der. Spillereglerne er klare, det er først til mølle, men man er ikke uhøflig.

Der er fillet, grove fritter og bagt ratatouille på menuen. Hokkaido-suppe til vegetarerne. Den flotte anretning bliver hurtigt ødelagt af de mange gæster. Buffeten får den helt store tur. Der skal noget til, når 350 mennesker skal spise.

Lydisoleringen i det moderne kontor kæmper en indædt kamp mod menneskenes summen, tallerknernes klirren og stolenes skraben. Der er en lettet stemning, når man endelig sidder med sin tallerken i det store lokale. Folk taler om familie, sport og biler.

Forberedelse

Seks timer inden blev der arbejdet hårdt bag kulissen.
Køkkenchefen fylder et rustikt glas med karrysild. Så endnu ét. Og endnu et. Flere end 150 fyldes op. Klask! Og dild på toppen. Industrikøkkenet lugter snart af et stort glas med karrysild. Hun arbejder maskinelt og målrettet. Hendes hvide forklæde og skjorte reflekteres i de mørke vinduer. Klokken er ikke engang syv.

Radioen spiller pop, og hun synger med. Nu får hvidløgene en tur. De bliver pillet på ingen tid. Hun snitter dem i takt med musikken. Én af de store ovne bipper. Så er der filletter – i hvert fald nogen af dem. Der skal laves 350.

En meterlang emhætte stempler ind. Piotr Pacholczyk står og krydrer kartofler med den ene hånd, den anden hånd rører først i den ene gryde, så i gryden ved siden af. Han er den eneste mand i køkkenet.

’’De er søde. Men man kan umuligt snakke lige så meget som dem.’’, mener han om de kvindelige kollegaer

Jargon og femårs-reglen

Han joker tydeligvis. Det er et godt eksempel på den drillende jargon, der bruges i køkkenet. Man stikker til hinanden. Det får timerne til at gå. I køkkenet brokker man sig ikke, men nogle opgaver er sjovere end andre.

De seks ansatte roterer hver dag, så ingen kører fast. Plastikbøtter og beskidte stålfade hober sig op. Opvasken, den deler de. Der er ingen sure miner, det er en del af jobbet.

En anden stor ovn er klar. De skridsikre sko bevæger sig henover køkkengulvet. En duft af frikadeller og tomat spreder sig i køkkenet. Han åbner lågen, trykker på de røde dioder og kigger på tre store fade. Han kniber øjnene sammen og lukker lågen igen. Han har arbejdet i køkken, siden han kom til Danmark for 10 år siden. Det her er hans tredje i Danmark.

’’Når man har været 5 år i et køkken, så skal man videre. Det er man nødt til,’’ siger han med sin kraftige polske accent.

Jeanette Hansgaard har arbejdet for cateringfirmaet Eurest i 10 år i mange forskellige køkkener. De har tiltro til hende, og det giver hende frihed. Ingen presser hende længere. Hun fremhæver også trivsel som en vigtig del af at få et køkken til at fungere.

’’Vi bliver ikke stressede, mine medarbejdere er dygtige. Det er jo mig, der har valgt dem’’, hun smiler, mens en anden kollega tilføjer:

’’Ja, vi plejede at kåre månedens medarbejder. Det afskaffede vi. Det var altid mig der vandt.’’

Middagstid nærmer sig, og arbejdet intensiveres. Arbejdstempoet stiger. Brød bliver skåret og smidt i kurve, osteblokke klargøres, og salater bliver slynget. Jeanette fjerner lidt pålægsrester fra en stor skæremaskine og samler en halv blomme op fra gulvet. Man bliver ikke stresset, når man er rutineret.

 

Anslag: 3.460

Korrektur: Nikola Gøttsche

’’ Jeg blev kendt, som ham der opdagede den hvidkindede værling i Aabenraa. Den skabte et navn for mig.’’

Det er mere end bare at se en fugl bakse. Det er prestige, ære og konkurrence. Nogle får hjertebanken og åndenød af en fodboldkamp eller af skateboarding. I Andreas’ tilfælde er det fuglene.

 

screen-shot-2016-09-29-at-12-47-32

Af Niels Christian Juul

Udstyret med kikkert, Häglöffs og Fjällräven begiver de sig ud tidlig morgen og prøver lykken. Det handler om, at få krydset så mange af de bevingede djævle af som overhovedet muligt. Flere fugle giver erfaring, og jo sjældnere de er, jo mere prestige.

Dansk Ornitologisk Forening  har 16.000 medlemmer. De færreste er unge mennesker. Tidligere har han arbejdet i organisationen, men det er der ikke tid til længere. Men DOF gør meget for naturen, og det har stadig indflydelse på ham:

”Jeg tror bare, det påvirker, hvor jeg sætter mit kryds til valget”

Prestige og konkurrence

Begge dele spiller en stor rolle for Andreas. Dét, som for alvor gav blod på tanden, var opdagelsen af en meget sjælden art i Danmark.  Det ændrede alting, og pludselig havde han en identitet i ornotologiens verden, og den følelse sidder stadig i ham:

’’Jeg blev kendt, som ham der opdagede den hvidkindede værling i Aabenraa. Den skabte et navn for mig.’’

Følelsen af succes er en motiverende. Om det så er fodbold eller skak. Ornitologien er ikke anderledes på det punkt. Det har betydet en åbning til et miljø, hvor han føler sig respekteret og hjemme.

Forløsning i fællesskab

På trods af konkurrencen, hjælper man hinanden på tværs af fællesskabet. Man ’twitcher’ hinanden, dvs. skriver rundt, at nu er der et træk af en specielt art.

’’Det er en kæmpe forløsning. Man får et kick.’’

Det er bedst, at dele det med folk, som har samme interesse. Men man skal passe på, at det ikke fører til ornitologisk selvmord. Det kalder de det, når man får en kæreste. Så er der ikke længere tid til at kratluske. Desuden er der langt imellem de unge, kvindelige ornitologer.

Stemplet som nørd, og står ved det

Det er de færreste unge, der frivilligt bruger deres ferier på at ringmærke fugle 10 timer om dagen i Gedser. I puberteten var fordommene værst, nu, som 21-årig biologistuderende, er det, hvem han er. Men gode venner uden for fugleverdenen, har været vigtigt.

Andreas beretter om, hvordan han som yngre mødte mange, der var uforstående.  Folk gik op i mange andre ting, så det har været vigtigt at have en vennekreds uden for den nichéprægede interesse.

’’Jeg prøver ikke at lægge skjul på det. Men jeg plaprer ikke om fugle, når jeg ved, folk ikke er interesserede. Jeg tror, folk er blevet drillet mere end mig. Jeg har mange gode venner uden for fuglekigningen’’

Ornitologi er en videnskab. I følge Andreas, er konkurrencen og prestigen i de sjældne arter også årsag til, at tiltroen til hinanden er udslagsgivene. Ser du verdens mest sjældne fugl, så er det surt show, hvis ikke du har haft kameraet med.

 

Korrektur: Nikola Nedeljkovic Gøttsche

Anslag: 2790

EN BID MED STORE KONSEKVENSER

Adam og Eva har tidligere levet et liv uden skam og blufærdighed.De ikke gjorde som de fik besked på, og det ændrede deres hverdag.

Af Niels Christian Juul Dejgaard 

skabelses
Th. Højesteretsdommer Gud. Tv. Adam

Edens Have er et sted, som mange forbinder med fredfyldte damme, smukke piletræer og græsmarker så langt øjet kan se. For Adam og Eva har det ændret sig, efter de spiste af kundskabens træ.

Adam var det første menneske i haven. Han havde til opgave at navngive alle dyr. Det blev hurtigt kedeligt, og han savnede selskab. Der gik ikke længe, før han ønskede, at han aldrig have fået selskab.

I starten var det hyggeligt, at have Eva omkring sig. De havde en fredfyldt hverdag, var ikke tvunget til noget, hverken at gå med tøj eller føle sig blottet. Det ændrer sig markant, for Eva bryder den eneste lov. Hun spiser et æble fra kundskabens træ.

Frihed under ansvar

Højesteretsdommeren Gud er uforstående. Den tydelige aftale, at de måtte gøre som de ville, så længe de ikke spiste af kundskabens træ, kunne de ikke overholde. Efter at Eva selv har spist af æblet, tilbyder hun det til Adam, som ikke tænker videre over det, og selv tager en bid.

’’Én fucking aftale. Dén kan de ikke overholde. Hvad ville I gøre, hvis I var i mit sted?’’

Han forstår ikke den forklaring, som blev afgivet i højesteretten. Det fremgår af retslige dokumenter, at Eva skulle have følt sig lokket i fordærv af en slange. Uden øjenvidner, er der ikke grundlag for frifindelse, hvilket har ført til afgørelse i sagen.

En streg i regningen

Straffen lyder på, at Eva skal føle smerte, når hun føder. Adam, som også er fundet skyldig, er tvunget til at arbejde i sit ansigts sved, resten af sine dage. En straf som mange eksperter finder retfærdig.

Adam er ikke let at få i tale. Han føler sig ikke skyldig, og mener ikke at han har del i forbrydelsen

’’Det var Eva, ikke? Hun understregede, at der ikke ville blive tale om straf, så det tog jeg for gode varer… Jeg mener, stoler du ikke på din kone? Det gør jeg aldrig igen.’’

Svært at komme videre

Der kan blive tale om separation, da forholdet ikke er det samme efter kendelsen. Den fredfyldte hverdag er byttet ud med daglige skænderier og akavede situationer. Heller ikke Eva mener, at hun kan påtage sig skylden.

’’Den slange der. Den er færdig Jeg kværker den.’’

Det var ikke muligt, at få en udtalelse fra slangen.